Der findes ingen nem vej til presseomtale. Eksponering i medierne kræver en begivenhed eller en historie, som både er aktuel, har en nyhedsværdi, har en god vinkel og er relevant for læseren. Det handler om at se historien med journalisternes briller, og hvad der er interessant for medierne at fortælle deres læsere, lyttere og seere.
Eksempler på begivenheder eller historier, som kan skabe presseomtale:
- Tendenser
- Sæsonaktualiteter
- Regnskabsnyheder
- Fusioner/opkøb
- Lancering af nye produkter
- Store jubilæer
- Partnerskaber
- Nye afdelinger/butikker
- Vækst, ekspansion og nye markeder
- Nye investeringer
For at opnå presseomtale skal temaet altså have interesse i forhold til offentligheden og dermed give journalisterne lyst til at bringe historien.
Skab en aktuel nyhed
Hvis medierne skal bringe en historie, skal emnet have nyhedsværdi og aktualitet. En god hovedregel er, at hvis journalisten kan vente med at skrive historien til måneden efter, så er nyhedsværdien ikke stærk nok til at slå igennem. Det er nyhedsværdien, som skal få journalisten til at skrive historien og få læserne til at vise interesse.
Hav målgruppen i fokus
Det vigtigste at huske på, når man har en god historie, er at overveje, hvem der egentlig skal læse den. Overvej, hvem der er målgruppen, og om historien er relevant og interessant for den endelige læser. Journalisternes vigtigste opgave er at skabe indhold med relevans for deres publikum. Så hvis historien ikke er relevant og vedkommende, er eksponeringsmulighederne måske mindre gode.